Tove i medierne
Aviser, radio, anmeldelser og lign:
Lyt til, at jeg fortæller om Frans af Assisi og byen Assisi. (fra Anders Laugesens radioprogram på DR P1 “Pilgrim – på rejse i troens univers, nr. 14″ udsendt søndag d. 12 juli 2020, genudsendelse)
Politiken Helle Hellmann, 29 april 2013
Kristeligt Dagblad Dorte J. Thorsen, jernesalt.dk
Anmeldelse i Politiken af Oplys Mørket i mit hjerte
Bog tager læseren med på jagt efter nøglen til den kristne mystik
‘Oplys mørket i mit hjerte’ er en interessant beretning om en kvindes spirituelle søgen.
Da Tove Ahlmark havde været et stykke tid hos de syv kvinder, der arbejdede vældig hårdt og determineret på at danne en ny og mere åben form for franciskansk klosterfællesskab ved Assisi, påtog hun sig at sy nonnernes ordensdragt.
Hun skriver: »Af lærredstøj syede jeg en ganske enkel kjole. Ikke alle søstrene ønskede den på samme måde, så de fik små variationer. De havde desuden et hvidt hovedtørklæde, en ganske enkel trekant, de bandt om håret. Kyskhedstegnet. Den lyseblå bar de til deres egen messe i Stella del Mattino, og når de skulle til messe i Dan Damiano. Søstrene struttede af sæbe og glødende strygejern«.
Det er et af de mere vellykkede sproglige billeder, Tove Ahlmark maler frem fra sit år i Assisi.
Beretningen om hendes søgen efter et åndeligt ståsted i den kristne mystik er rig på detaljerede billeder af miljøer, mennesker, scenerier og især på stemninger i de mange forskellige kirker, hun opsøger daglig.
Den teologiuddannede gymnasielærerinde har i 1985 solgt alt, hvad hun ejer, og er draget til Assisi efter at have haft en åndelig opvågnen i mødet med en gammel Jomfru Maria-statue i Finland.
Det er nu den hellige Frans og hans søster i ånden, Klara/Clarissa, hun drages mod. Assisi fremstår som en by, der lever og ånder i den kristne religion, men som også giver husly for andre spirituelle retninger i sit opland.
Vanskelig jagt
’Oplys mørket i mit hjerte’ fortæller meget detaljeret om de oplevelser, Tove Ahlmark har i sit møde med den katolske kirke og forskellige præster, munke, nonner og andre søgende sjæle.
Den katolske kirke vil hun ikke være medlem af, kvinders stilling i kirken huer hende heller ikke, om end hun finder vejen til frelse via tålmod og underkastelse fascinerende Helle Hellmann
Hun får faktisk mange gode råd, men ikke nogen, hun synes rigtig godt om. Egentlig er hun vældig vanskelig, hun vil oplyses, men på sin egen måde.
Den katolske kirke vil hun ikke være medlem af, kvinders stilling i kirken huer hende heller ikke, om end hun finder vejen til frelse via tålmod og underkastelse fascinerende.
Jomfru Maria er umiddelbart tiltrækkende, Jesus og hele lidelsesmyten ikke.
Mangler vigtige brikker
Denne agnostiske læser synes godt om historien fra Assisi, trods min indædte modstand mod både den kristne og andre religioners hang til renselse gennem lidelse. Nadveren er for mig ren kannibalisme, så er det sagt.
Men Tove Ahlmark skriver levende og sikkert også for mange genkendeligt om en søgen efter en spirituel dimension, i indre kamp mod frihedstrang og nydelse. Hun vil gerne oplyses, men helst ikke fryse i klamme senge eller gøre bodfærdigt rent ligesom de små søstre.
Radio:
Mennesker og tro, 28 sept. 2016
Udsendelse i DR, Mennesker og tro
Samtale med Anders Laugesen om Broder Frans
genudsendelse søndag d. 12 juli 2020: https://www.dr.dk/radio/p1/pilgrim-pa-rejse-i-troens-univers/pilgrim-pa-rejse-i-troens-univers-14
Forfatter Tove Ahlmark fortæller fra
Assisi om den hellige Frans og hans sans for
radikal fattigdom og lidelsens velsignelse.
Vært: Anders Laugesen.
Artikel i Kristilige Dagblad –
Fortalt til Dorte J. Thorsen. Foto: Leif Tuxen
Jomfru Maria forsikrede mig om, at jeg var på rette vej i mit liv
Som så mange andre på vej mod de 40 år havde jeg sidst i 1980’erne indrettet mig med bolig, job og ægteskab. Men så ramte midtvejskrisen, og jeg blev skilt og måtte spørge mig selv, om min tilværelse var indrettet sådan, som jeg ønskede det. Alt kom i spil, og jeg gik på meditationskursus og søgte orlov, for jeg ville lære mig selv at kende.
Nogle markante og stærke drømme havde også meldt sig, og jeg besluttede at lytte til dem, så jeg tog på et længere ophold i Assisi i Italien, hvor jeg opsøgte byens kirker og tog mig god tid til at fordybe mig. Jeg besøgte de steder, hvor Frans af Assisi havde været, og langsomt begyndte jeg at trænge ind i den franciskanske mystik, og en ny, spirituel verden åbnede sig.
En sommerdag tog jeg sammen med en ven bussen til Perugia, hvor vi skulle have en dag i den mere fysiske nydelses tegn. Vi gik rundt i gaderne, nød sommervarmen, spiste en god frokost, og på kirkepladsen hørte vi jazz. Kort inden vi skulle tilbage til Assisi, kom vi forbi byens domkirke, hvor vi gik ind.
Derinde hang der et stort maleri af en meget ung Jomfru Maria, Madonna delle Grazie, og foran stod der bedeskamler, hvor folk lå på knæ, fordybet i bøn. Jeg tænkte, at det ville jeg også prøve, så jeg lagde mig ned på mine knæ og var åben og tillidsfuld.
Og så pludselig som ud af det blå talte Jomfru Maria til mig. De andre mennesker omkring mig mærkede ingenting, men jeg hørte tydeligt en stemme i mit indre, som jeg instinktivt opfattede som Jomfru Marias. Stemmen, altså Jomfru Maria, forsikrede mig om, at jeg var på rette vej i mit liv, at jeg bare skulle fortsætte, og at hun altid ville beskytte mig og min vandring.
Det var en overvældende oplevelse, som satte gang i en lang søgen for at forstå dette usædvanlige fænomen. For hvor kom denne stemme fra? Jeg ledte i østens visdom og hos de kristne mystikere, for både Paulus og Jesus – og ikke mindst Frans af Assisi – havde livet igennem den slags oplevelser, så jeg lærte, at der er tale om et bevidsthedsfænomen, hvor der bliver lukket op til noget højere.
For nok var jeg hverken i dyb bøn eller meditation, da jeg hørte Jomfru Marias stemme i domkirken i Perugia, jeg var i stedet åben, afslappet og overgiven. Men netop derfor skete det også, for sådanne oplevelser kommer fuldstændig uventet som et lyn fra en klar himmel, og når man mindst venter det. Vælger man tværtimod ihærdigt og målrettet at søge sådanne oplevelser, risikerer man i stedet at blokere for dem.
Det er derfor også vigtigt ikke at lade sig forføre af disse øjeblikke med visioner og stemmer og heller ikke at lade dem blive et mål i sig selv.
De øjeblikke er snarere – i hvert fald for mig – en slags prikken på skulderen, en reminder om, at der er kontakt til noget højere, og at det handler om at gå den indre vej, som er en vej, hvor erfaringer er afgørende, fordi man begynder at mærke og opleve, hvem man selv er, og hvad det højere er.
Omtale af bogen: Frans af Assisis drømme og visioner, dybedspykologisk belyst – 30. juni 2007
Dybdepsykologisk indblik
Hermed er vi allerede langt inde i dybdepsykologiske overvejelser, og det må da også fastlås at selve vurderingen af Frans af Assisi slet ikke kan undvære analyser fra den kant. Derfor skal her kort skitseres nogle centrale punkter i Tove Ahlmarks bog om “Frans af Assisis drømme og visioner – dybdepsykologisk belyst”. Hendes bog er inddelt i tre hovedafsnit som svarer til de tre stadier på mystikerens vej: Omvendelsen og individuationsprocessen, Illuminationen og Unio mystica eller enheden med Gud – og den forklarer iøvrigt alle grundbegreber grundigt. Individuationsprocessen starter i Frans’ tilfælde med at levemanden i forbindelse med sygdom får fornemmelse af tomhed i sit levned. Han beslutter alligevel at drage i krig som ridder, men får en drøm om våben i det fædrene hus, og han hører en stemme sige at våbnene er til ham. Det er en drøm der umiddelbart styrker hans jeg eller ‘persona’ – og dermed alt det han havde sat sig for – men den sætter også gang i hans eftertanke. Kort efter hører han i en vision en stemme der direkte spørger ham hvem han vil tjene, og som opfordrer ham til at gå tilbage og afvente nærmere besked. Frans forstår denne gang budskabet og vender hjem. Her oplever han bl.a. at han efter en munter middag med sine venner falder i dybe tanker og fyldes af en stor sødme ved besøget af Gud. Han bliver herefter mere og mere indstillet på bøn og meditation og søger ensommer steder for at bede. I en ny vision hører han Herren sige til ham at han skal afsky det han hidtil har elsket, men elske det han hidtil har afskyet, for da vil han blive belønnet med stor sødme og umådelig mildhed. Da han kort efter møder en spedalsk, forstår han, at han skal omfavne og kysse dette afskyelige væsen – og han erfarer da den sødme han er blevet lovet. Endelig får Frans under bøn i San Damiano den afgørende vision at krucifikset taler direkte til ham med ordene: “Frans, gå ud og genopbyg mit hus…”. Dermed havde Frans fået stillet sin livsopgave. Og han fulgte rådet uden betænkning.
se mere: essay 30/6 2017 fra jernesalt.dk/sende28Frans.asp#psyk